Det har været fire fantastiske år som Svendborgs borgmester. En periode hvor vi som kommune har oplevet befolkningstilvækst, vi er blevet synlige for Christiansborg og politisk har den brede konstituering i byrådet skabt grobund for udvikling.
Sammen har vi gødet jorden
Tidligere valgkampe har handlet om kommunens svage økonomi, manglende udvikling eller politiske uroligheder. Det har vi fået styr på - sammen. En ordentlig hestekur i 2018 og en fin udligningsreform har sikret, at kommunens økonomi nu er sund. Politisk har den brede konstituering mellem partierne båret frugt. En bred opbakning til de langsigtede visioner for det sydfynske giver tryghed på vores velfærdsområder og sikkerhed for investorer. Vi taler ikke længere om lukning af dagtilbud og skoler. Eller af plejehjem. Det skyldes, at vi har fået skabt tildelingsmodeller, der gør vores decentrale institutioner bæredygtige.
Vi er også blevet synlige for Christiansborg. Regeringen har leveret skattelettelser til det sydfynske, en ny og meget bedre udligningsreform, en cykelsti mellem Ollerup og Svendborg og sidst men ikke mindst; en læreruddannelse til det sydfynske.
Nu trækker Sydfyn igen
Vi har i mange år haft et befolkningstal, som har været svagt faldende eller stagnerende. Nu bliver vi flere. Fra 2017-19 er der flyttet 1211 fra København til Svendborg, og kun 873 er flyttet den anden vej. Det er utroligt flot, at en provinskommune kan tiltrække flere borgere fra hovedstaden end modsat. Især når man tænker på alle de studerende, som hvert år søger storbyens muligheder. Den positive udvikling fortsætter - i begyndelsen af marts havde vi det højeste antal indbyggere i kommunen siden 2010.
Det skyldes blandt meget andet gode bosætningsmuligheder, ikke mindst i vores lokalområder. I den generelle debat og politisk har der været en tendens til at se på lokalområderne og byen, som om de står i modsætning til hinanden. Men de er hinandens forudsætninger. I denne byrådsperiode er der investeret mere end nogensinde før i udviklingen af vores lokalområder. Byrådet har, i enighed, afsat en række økonomiske puljer, der skal stimulere den fortsatte udvikling. Der er puljer til borgerbudgetter, anlægspuljer til konkrete projekter og en pulje på 23 mio. kr. til landsbyfornyelse.
Vi skal dyrke potentialerne
Prøv engang at tænke tilbage på, hvordan Frederiksøen så ud for 6-7 år siden. Omkranset af pigtrådshegn, stille og forladt. I dag kan man nyde en øl med sand mellem tæerne i strandbaren, imens der i den anden ende arbejdes på Træskibs- eller Stålskibsværftet eller i de kreative værksteder. Et andet eksempel er Tankefuld, som ikke mange spåede en lys fremtid. De fleste trak på smilebåndet af byrådets fejlslagne planer for området. “Det går aller”, som man siger på Sydfyn. I dag bugner ventelisterne til boligerne, og der er fuld gang i byggeriet i den bæredygtige bydel.
Det er tid til at rette ryggen på Sydfyn
Svendborgs potentialer er til at få øje på, og visionerne står i kø med tilflytterne og nye generationer. Hvad kan udviklingen af havnen med nye uddannelser ikke sætte i søen for bydelen mellem Nordre kaj og Nyborgvej med arbejdspladser, uddannelse og boliger? Hertil kommer aftalen om et Maritimt Erhvervshus, flere studieboliger, et nyt P-hus og visionære planer for Svendborgs kulturliv søsat af driftige kulturaktører som Baggårdteatret og Harders.
Svendborg, kursen er sat!