Her er de mærkesager, som jeg gør alt for at få med i de politiske beslutninger.
Der er medvind på Sydfyn i disse år, og vores helt store muligheder er funderet i uddannelsessektoren og det maritime. Vi har fået en ny læreruddannelse til Svendborg, SIMAC er i gang med at skabe topmoderne faciliteter og Det Maritime Erhvervshus står klar til at skabe de bedste rammer for maritime virksomheder og start-ups. Mellem hænderne står vi med det største potentiale i årtier.
Derfor vil vi:
- Tage ansvar for at skabe rammerne, så erhvervslivet kan blomstre ved at levere trygge daginstitutioner, gode skoler og en attraktiv infrastruktur.
- Fremtidssikre vores velfærdsuddannelser ved at samle dem i et kraftcenter og tiltrække nye uddannelser via et attraktivt studiemiljø på havnen i Svendborg.
- Fastholde den tætte dialog med erhvervslivet - for derigennem opstår løsningerne.
Som Socialdemokrat er jeg stolt af velfærdssamfundet og hele tiden optaget af, hvordan vi kan understøtte og udvikle det. Svendborg skal have velfungerende folkeskoler og dagtilbud, hvor vores børn trives og udvikler sig, specialiserede tilbud til mennesker, der i hele eller perioder af deres liv har brug for særlig støtte samt ældrecentre, der tager hånd om os i den sidste del af vores liv.
Derfor vil vi:
- Sikre flere voksne og skabe flere pladser til børn i vores daginstitutioner.
- Prioritere handicapområdet og psykiatrien.
- Styrke vores tilbud i kommunens aktivitetscentre.
- Indbygge studiejob i vores nye læreruddannelse og dermed sikre flere hænder i vores folkeskole.
- Etablere flere ældreboliger. Efterspørgslen på seniorboliger stiller også krav til yderligere handling. Og det er godt for alle - når ældre flytter i seniorboliger, skaber det plads til nye familier i det hus, de typisk fraflytter.
Kulturen og foreningslivet syder og bobler i Svendborg. Musikere, skuespillere og forfattere vælger vores område til. Svendborg Kommune har gennem de seneste par år oplevet en stigende befolkningstilvækst, og det skyldes ikke kun vores levende by. Mange af tilflytterne har valgt at bosætte sig i landområderne. Det er vi naturligvis stolte af og glade for, men vi må ikke glemme at være nysgerrige på udviklingen, så vi kan understøtte og videreudvikle vores sydfynske kvaliteter.
Derfor vil vi:
- Sikre vores lokale børnehaver, skoler og ældrecentre.
- Udvikle og nytænke borgerbudgetterne i lokalområderne.
- Være fødselshjælper for et iderigt kultur- og foreningsliv.
- Afvikle Landsstævnet i 2022 på bedste vis.
- Skabe en eventfond til fremtidige store events på Sydfyn i samarbejde med erhvervslivet.
I Socialdemokratiet arbejder vi målrettet med den grønne omstilling. I denne byrådsperiode har vi planlagt skovrejsning mellem Skårup og Svendborg, vi skifter til varmepumper og energirenoverer vores bygninger. Med udgangen af 2022 stopper vi med at brænde affald på kraftvarmen og vi har høje ambitioner om genanvendelse af vores husholdningsaffald. Vores busser skal fra 2024 udskiftes fra benzin- og dieseldrevne busser til elbusser. Men vi kan og skal gøre endnu mere for reducere udledningen af drivhusgasser og passe på vores natur.
Derfor vil vi:
- Udvikle vind- og solenergiprojekter for at udfase afbrændingen af kul, som skaber store mængder af drivhusgasser.
- Udfase af benzin- og dieseldrevne lokalbusser fra 2024.
- Plante mere skov for at beskytte vores drikkevand, klimaet og skabe flere rekreative muligheder for vores borgere.
- Komme i mål med UNESCO GeoPark-certificeringen, som skal bidrage til at styrke Det Sydfynske Øhavs turismepotentiale.